Ordlyd nov 2023

Den store Mester har forladt os – en æra er forbi – et prægtigt og enestående menneske er gået over.

Torben havde det største hjerte, som ikke blev slidt af at blive flittigt brugt – men nu var blevet slidt af tidens tand, for selv den sejeste pumpe foregår på et tidspunkt. Således er resten af mikrokosmos ved at forlade Torbens krop – mens hans ånd svæver over vandene og bliver formentlig ved med at svæve over diamanten i vores liv: Radionien.

De fleste af os, der er med i Radionien, har haft direkte kontakt med Torben og har oplevet hans varme, hans oprigtige interesse og omsorg – hans ønske om at rådgive, trøste og helbrede – og hans altid værende til rådighed og tjene i Guds billede.

Torben havde en ydmyg tilgang til både sig selv og livet – tingene drejede sig ikke om ham, men hvad han kunne gøre for andre, så andre følte sig støttet og opmuntret. Selv på det sidste, hvor han tilbragte et par dage på Gentofte Hospital og hvor lægen kom ind og spurgte, hvordan han havde det, svarede Torben: ”Jo – jeg kan da godt mærke, jeg er 96 – men hvordan har du selv det?”

På det personlige plan har Torben været den smukkeste gave i mit liv! Aldrig har Torben vist mig andet end kærlighed, omsorg, respekt, rummelighed, taknemmelighed og gavmildhed på alle områder.

Jeg har kun set ham små-irriteret og fortrydelig to gange – det var de to gange jeg var kommet til at tage hans yndlings armbåndsur med i en finvask. Jeg mente så, han skulle være glad for, det ikke var en kogevask – men jeg turde dog ikke foreslå en efterfølgende tørretumbling og nøjedes med at mumle noget om ”at tømme lommerne”!

Vi havde det altid dejligt – og som oftest morsomt -sammen, og han forstod heldigvis min finurlige form for humor og mit kringlede sind.

Jeg følte mig som stjernen i hans liv – som han var ledestjernen i mit.
Vi lyste op i hinandens sind – og Torben lod mig føle, at jeg var perfekt, han kunne rumme alle sindsstemninger og gav mig frie tøjler både i privatlivet og i vores fælles arbejde for alle jer ”Radioni-børn”.

Torben vil altid blive husket som én af pionererne inden for den alternative verden og specielt som grundlæggeren af den mest omfattende form for Radionisk energioverførsel med henblik på at harmonisere krop og sind.
Et arbejde som han generøst tillod, at jeg moderniserede og til hans glæde effektiviserede.

Jeg fortsætter Torbens store arbejde – i hans ånd – med knap så mange telefonopkald og uden direkte målinger – men med stadigt vedligehold af energier og mod-energier – gamle som nye – og jeg sætter altid ekstra ind, når behovet er der.

I skrivende stund sidder jeg og konfererer med Torben, som har taget form af den yndigste rødkælk, som kaldte på mig ved at flyve hen og blidt banke på et af panoramavinduerne.

Uanset hvilken nuværende eller fremtidig fremtoning – vil Torben altid være min smukke stolte indianer, som på alle planer arbejder for Fred, Harmoni og Kærlighed. Det fortsætter jeg med.

Æret være Torben.